Peter Thestrup

1.
Tillid til borgeren

2.
Mere velfærd
& lavere skat

Solidaritet

Det mest misbrugte ord i politik: Bruges i flæng af politikere for at få borgerne til at rette ind og ikke kræve særbehandling eller noget ekstra til dem selv eller til deres børn.

Men det er som med præsten: Lyt til hans ord, ikke til hans egne handlinger!

Politiske ledere sender med den ene hånd deres egne børn i privatskoler, imens de med den anden hånd opfordrer til, at flere ansvarlige borgere på solidarisk vis bør vælge folkeskolerne.

Regeringen laver hjælpepakker til erhvervslivet, der kun dækker lidt af det tab regeringens nedlukning medfører og støtteordninger til privatansatte, der indebærer de privatansattes, delvise egenfinansiering; kaldet solidarisk medfinansiering af den ansvarlige politiske leder i TV-A. Imens offentligt ansatte får fuld løn under hjemsendelse.

I. reaktion når man hører, at vi i denne krisetid ”Vi må alle deltage solidarisk” hhv. ”de bredeste skuldre må bære lidt ekstra”. Så lyder det jo rigtig godt!

Men, når man lige vender det en gang og spørger; ”solidarisk?”.
Imens man bemærker, at brugen af solidaritet i denne situation vil sige, at den del af udgifterne, der ikke skal finansieres med statslån og gennem de skatter vi alle betaler, reelt udmønter sig i en ekstra-skat, der i denne smukke indpakning/formulering alene opkræves indirekte hos de privatansatte og hos erhvervslivet, som er det ”vi”, der tales om. Selvom de privatansatte og de private erhvervsdrivende har de samme privatudgifter til børn, leveomkostninger, bolig, transport mv., som de offentlig ansatte?

Solidaritet gælder altså kun den erhvervsaktive del af borgerne, som politikerne forestiller sig har råd til at yde ekstra til den fælles kasse!
Det giver ingen logisk sammenhæng. Måske er det politik baseret på følelsesbaseret vanetænkning?
Hvis det ikke er politik baseret på virkelighedsfjerne stereotyper hos politikere, der aldrig har haft et ansvarsfuldt job i erhvervslivet og derfor ikke har nogen reel indsigt i erhvervslivets hårde konkurrencevilkår i dag? Eller måske er ”solidarisk” og ”solidaritet” blot blevet at alment pop-ord i politik, så man blot bruger det som indpakning til alt man vil have gennemført? Eller lever nogle politikere i et stort selvbedrag, hvor de faktisk selv går og tror på, at de opfører sig solidarisk, når de pålægger andre borgere sær-udgifter, samtidig med at de hæver deres egen folketingsløn?
Tja, en klog mand sagde engang, at vi alle lever i selvbedrag. Det er kun størrelsen på selvbedragene, der er forskellige og som man hele tiden skal gøre en aktiv indsats for at mindske for at kunne se fakta!
Forklaringen bliver et personligt gætværk!

Men, der ligger i hvert fald ikke ét gram af faktisk solidaritet i at ”vi” på denne måde er ”solidariske”!