Peter Thestrup

1.
Tillid til borgeren

2.
Mere velfærd
& lavere skat

Religonsleveregler <-> Lovgivning

Kristendommen var et afgørende redskab til at samle Danmark som nation; rangorden (Gud, Konge, Adel, borgere og oprørsk pøbel).  Men det danske kongeriges demokrati i dag er bygget på, at de højeste love, som styrer samfundet skal være logisk baserede sameksistens regler, der tilsikrer borgerne en stabil samfundsorden. Regler besluttet af folkestyret forstået som Folketinget

Med andre ord er det en forudsætning for at tænke som en dansker, at man accepterer, at enhver såkaldt lov i enhver religion kun kan godtages som velmenende råd til at få det bedst mulige liv.

Det er min personlige opfattelse, at religion er et personligt anliggende: Enhver har ret til at vælge at tro på lige præcis hvad man selv har lyst at tro på og har det godt med.

Ud fra den opfattelse, er det naturligt, at man opfører sig tolerant og kærligt accepterer, at evt. partner, venner og omgangskreds i øvrigt frit har ret til at have en anden overbevisning, uden at det bør påvirke ens opfattelse af deres værdi som mennesker, venner, partner el. andet. Så har man også god lejlighed til at udvikle sin egen religiøse opfattelse og forståelse gennem religions diskussioner.

Religionsforståelse som sådan bør derfor ikke opfattes som værende en ensrettet, statisk, fastlåst definition i detaljen. Religion skal frit kunne diskuteres, uden at ekstremister tager patent på en bestemt fortolkning og prøver at tvinge sin fortolkning ned over hovedet på alle, andre af samme trosretning med trusler om bandlysning, isolation, eksklusion og lignende eller misbruges til at isolere troende fra ”resten” af samfundet eller påstå, at religionens leve-råd ikke er underordnet de af Folketinget vedtagne love, som uimodsagt sætter grænser for hvad vi må og hvordan vi kan opføre os, dvs. behandle hinanden og omgås, så samfundet fungerer mest gnidningsfrit.

På den baggrund har jer personligt set, at en ægte dansker, lige så vel kan være en person, der har valgt at tro på Islam som personlig religion, som en person, der er tror på Kristendom eller en anden religion.
Islam er i sig selv ikke et problem. Islam er blot en religion, en trosretning.

Der opstår først et problem, når religion misbruges gennem ekstreme fortolkninger til ghettoisering ved at nedgøre og undertrykke befolkningsgrupper, f.eks. kvinder, eller til magtkampe mod folk med moderate holdninger eller folk, som tror på en helt anden religion. Statslederes, imamers og privatpersoners misbrug på dén måde af Islam er desværre hovedreglen i dag.

Historisk ret skal være ret: Vesten har gjort det samme tidligere: I korstogenes tid, slagtede de kristne riddere en hel by af kristne troende ved Middelhavet (på vejen til Jerusalem), fordi disse kristne havde en ”forkert” kristen tro. Ligesom de 2-300 andre kristne trosretninger der havde eksisteret oftest kortvarigt for 1.600-2000 år siden (som følge af forskellige præsters fortolkninger, indtil Islam opstod som beduinkrigernes modsvar til Kristendommen). Men det gør ikke gentagelsen af den samme ekstreme intolerance mindre forkert.

Når tro i så stor grad som i dag misbruges gennem ekstremt hadefuld intolerance til at skabe imaginære modsætninger, konflikter og krige får det den virkning, at Islam i dag opfattet af mange i Vesten som en truende, imperialistisk fjende. Men det er de ekstremistisk missionerende privatpersoner i parallel samfund, disses prædikanter og de statsledere de følger, der alle burde få slået hånden af og blive isoleret. Indtil disse missionærer er sat udenfor indflydelse, må Danmark udvise og holde Islamiske ekstreme ude.